Nyheder - Ny Viden

Dårligt indeklima påvirker skoleelevers trivsel

Resultaterne af Masseeksperiment 2021 på danske skoler viser, at CO2-niveauet i klasselokalerne ikke har ændret sig siden en tilsvarende, landsdækkende måling i 2009. Undersøgelsen viser samtidig for første gang i meget stor skala, at den dårlige luftkvalitet påvirker både elevernes trivsel og koncentrationsevne.

Luften i klasselokalerne i danske skoler har en lige så høj CO2-koncentration, som da den blev målt for 13 år siden. Dengang som nu overskrides grænseværdien i over halvdelen af lokalerne. Samtidig påvises det nu for første gang i kæmpestor skala på tværs af skolerne, at frisk luft forbedrer elevernes trivsel.

Masseeksperiment 2021 er gennemført af 709 klasser fordelt på 234 grundskoler og ungdomsuddannelser over hele Danmark. Eleverne indsamlede data i november og december 2021 i deres egne klasselokaler. Resultaterne blev efterfølgende analyseret af forskere fra DTU:

”Vi synes det er ærgerligt, at skolernes indeklima har ændret sig så lidt på trods af de tiltag og den opmærksomhed, det har fået siden seneste undersøgelse i 2014,” siger professor Jørn Toftum fra Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på DTU.

I over halvdelen af klasserne (53 pct.) blev der målt CO2-koncentrationer over Arbejdstilsynets anbefalede grænseværdi. I 18 pct. af klasselokalerne var koncentrationerne endda mere end dobbelt så høje som det anbefalede niveau. Se alle resultater i resultatrapporten.

Færre gener med udluftning og ophold udendørs

Eleverne gennemførte undersøgelsen ved at måle på CO2-niveauet og en række af klasselokalets øvrige indeklimafaktorer over to dage med en uges mellemrum. Den ene dag gjorde eleverne, som de plejer i frikvarteret, den anden dag luftede de ud og gik udenfor i pausen. Samtidig svarede eleverne begge dage på en anonym trivselsundersøgelse samt udførte en test for koncentration.

Besvarelserne viser, at eleverne oplever signifikant færre indeklimasymptomer som øjenirritation, hovedpine og træthed samt signifikant bedre koncentration og lyst til skolearbejde med god udluftning og ophold udendørs. Resultatet af koncentrationstesten viste 6% færre fejl med udluftning og udendørs ophold.

”Det er velkendt, at indeklimaet i en stor del af de danske skoler stadig ikke lever op til anbefalingerne. Men nu har vi fået meget tydelig dokumentation for, at der er gode gevinster at hente ved at forbedre luftkvaliteten. Eleverne er bedre tilpas og koncentrerer sig bedre om arbejdet. Det er vigtig viden, når der skal rettes op på indeklimaet” siger Jørn Toftum.

Skoleelever bidrog også til Masseeksperiment i 2009 og 2014 om indeklimaet. Begge undersøgelser gav dengang stort set samme resultater i forhold til CO2-koncentrationen. Selvom der siden da er opsat ventilationsanlæg i lidt flere klasser, har mere end halvdelen af klasserne igen målt en for høj CO2-koncentration.

Strategisk plan virker

Realdania, der har finansieret Masseeksperiment 2021 med godt 4 mio. kr., har i flere år arbejdet med at forbedre skolernes indeklima:

 ”Skolernes indeklima løses ikke med – ofte dyre – lappeløsninger, hver gang et besøg fra Arbejdstilsynet ender i et påbud. Desværre er det virkeligheden i en del kommuner. Al vores erfaring viser, at det for alvor rykker, når kommuner får kortlagt, hvor indeklimaet halter og derefter får lagt en langsigtet og strategisk plan for, hvordan det bliver løftet – skole for skole. Derfor støtter vi flere kommuner i netop det strategiske arbejde,” siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.

Hun glæder sig over, at tusindvis af elever fra hele landet har bidraget til at sikre helt ny viden og dermed et kæmpe datasæt på skolernes indeklima, som skoler og kommuner nu kan handle ud fra.

Eleverne får handlekompetencer

Programleder for Masseeksperiment, Lene Christensen håber, at eleverne gennem deltagelse i et naturvidenskabeligt forskningsprojekt nu har fået en viden om relationen mellem indeklima og trivsel, som de selv kan handle på:

”For eksempel ved at indføre en fast praksis med udluftning og at være udendørs i frikvarteret. Resultaterne viser jo så tydeligt en positiv effekt på både elevernes trivsel og koncentrationsevne – noget som vi ved er en vigtig basis for læring”, siger hun.

Hver deltagende skole kan nu få udleveret egne data efter ønske. Eleverne har fået tilsendt en film om resultaterne og har fået udleveret et handlekatalog med forslag til, hvordan de selv, lærerne og skolen kan ændre adfærden for at forbedre indeklimaet.

Relateret indhold

Andre nyheder og cases

30.000 elever på jagt efter bjørnedyr

Masseeksperiment er i fuld gang! 30.000 eleverne prøver kræfter med anderledes undervisning og bidrager til at forskere får et bedre grundlag for at forstå biodiversitetskrisen. ...
Elev hælder væske fra kolbe til reagensglas

Kemiske stoffer påvirker indeklimaet i klasselokaler

Resultater fra Masseeksperiment 2021 viser, at luften i danske klasselokaler er fuld af kemi. Læs om resultaterne, og om hvad I kan gøre ved det. 
Elever sidder til undervisning i klasselokalet

Masseeksperiment udvalgt som fyrtårnsprojekt

Masseeksperiment er et af TeknologipagtRådets ni udvalgte fyrtårnsprojekter som alle er eksempler på særligt gode projekter, andre kan lade sig inspirere af.
Elever måler vinduet op

Astras Masseeksperiment er motiverende naturfagsundervisning på et sølvfad

De næste tre uger skal flere tusinde elever fra hele landet måle om indeklimaet i skolen påvirker deres koncentrationsevne, for støj, indelukket luft og dårligt ...
Elev måler indeklima med sin smartphone

Fælles oplevelse for en hel skole

Trekløverskolen i Frederikssund kastede sig ud i Masseeksperiment for første gang. Det blev en del af den fælles historie for de tre afdelinger.

Nysgerrig på temaet for 2025?

Gå ikke glip af næste års eksperiment – læs mere og skriv dig på interesselisten

Tepose
Skip to content